Nørdet, festlig og masser af praj - Intergraph på Kortdage 2014

Spekulerer du nogensinde over, hvordan udstillerne oplever Kortdage 2014? Så kan du få stillet nysgerrigheden her! Der skal dog tages forbehold for, at Intergraphs meget trætte udsendte havde lidt svært ved at skille de tre dages begivenheder fra hinanden ved hjemkomsten.

Bilpaknings-tetris

Selvom en stand på Kortdage kun fylder ca. 10 m2, så kan den rumme en masse udstyr, som fylder overraskende meget, når det skal transporteres! Det måtte Henrik sande, da han – i øvrigt godt forkølet – tog fat på opgaven med at pakke bilen tirsdag eftermiddag. Men efter lidt bilpaknings-tetris lykkedes det hele, og Henrik kunne sætte kursen mod Aalborg.

Speed-Geeking

Mikkel havde fået æren af at være nørd i årets speed-geeking event, hvor man kunne få en ægte nørd på tomandshånd i et kort øjeblik. Da jeg spurgte Mikkel om, hvordan det var at være nørd til speed-geeking, fik jeg svaret: ”Det er det samme som hver dag, Rikke!” Mikkel havde nydt at få lov til at dele sin nørde-verden med de interesserede, men han syntes dog, at der havde været alt for lidt tid til virkelig at nørde igennem!

 

Intergraphs stand på Kortdage 2014

 

Giv et Praj-konkurrence - uden snyd og snusk

Som Intergraphs praj-ansvarlige nummer 1 styrede Peter med hård hånd årets konkurrencer på standen, der gik ud på at sende enten nogle helt specifikke praj (blandt andet må Mikkel Toft fra Geoforum have følt sig lidt forfulgt af paparazzoer) eller at sende sit bedste praj. Vi havde selvfølgelig håbet på en masse afslørende praj fra festmiddagen og de efterfølgende udskejelser. Det lader dog til, at folk har holdt mobilerne i ro. Der kom dog alligevel masser af gode praj, og der blev fundet vindere af både en iPad Mini og lækre julelakridser fra Bülow.

 

Kortdage-rygter

Og Jackie … ja, det er lidt uklart, hvad chefen egentlig foretog sig. Vi kan dog konstatere, at han i hvert fald lagde en hel del timer i den festlige middag og det videre forløb. Rygterne går på, at solen var stået op, da Jackie gik til ro. Men det er bare rygter!

Intergraph siger under alle omstændigheder tak for en forrygende omgang Kortdage – vi glæder os allerede til næste år!

 

 

Right Hand Column
 
© Copyright 2012 Intergraph Corporation - Printed from www.intergraph.com on 8/29/2016 12:01:14 AM